Thursday, February 15, 2007

Planlægning

Ideen er på plads. Nu skal den udføres.

Der er ingen tvivl om hvem der skal levere roserne. Jeg har før købt roser hos Knud Pedersen fra www.rosenposten.dk, og været meget tilfreds med kvaliteten. Hos Rosenposten har jeg primæt købt de barrodede roser man kan købe fra efteråret og frem til grundlovsdag. De ser grå og triste ud når man får dem, men de kommer rigtig hurtigt igang, og de er sundere end de potteplantede. Og så har deres rødder heller ikke måttet tilpasse sig en lille potte, men er store og flotte, klar til at gro videre på den nye plads.

Jeg har også en ret god ide om hvilke rose der skal med i bedet. For 5-6 år siden plantede jeg et udvalgt af historiske roser ved det hus jeg boede tidligere, og det er erfaringerne derfra jeg bruger når jeg vælger de roser der skal i det nye bed. I dokumentet: "Rosenliste" har jeg listet og beskrevet de roser jeg har valgt.

OK, så er jeg klar til at skabe en plan. Der er 3 kriterier:

  • Min kæreste skal kunne køre på havetraktoren hele vejen rundt om bedet, når græsset skal slåes, så alle hjørner skal være runde
  • Der skal være plads til en bænk, der med tiden kan blive helt skjult inde i rosenbuskadset
  • Der skal være plads til mange roser
Resultatet blev en stor udvidelse til et blandet bed jeg anlagde allerede sidste år, for at få plads til de planter jeg havde med da jeg flyttede ind.

Resultatet kan ses i tegningen her ved siden af. Det er ca. 22m2 nyt bed. Det oprindelige bed ligger i tilknytning hertil, og der står blandt andet en stor flot Dorothy Perkins rose på søjle.






Ideen

Jeg har en drøm om på en lun sommerdag at kunne sidde inde midt i et rosenbed, fyldt med duftende roser, og læse en bog.

Der skal stå en rar bænk på en lille plads, omgivet af engelske og historiske roser. Egentlig er jeg mest begejstret for de historiske roser, for de dufter helt fantastisk. Men de har typisk den ulempe at de kun blomstrer én gang på en sommer. Godt nok en overvældende blomstring, men alligevel. Jeg vil også godt have blomster i juli. Så jeg har valgt at blande engelske roser fra David Austin ind i bedet, for de blomstrer med forskellige intervaller hele sommeren og en del af efteråret med.

Jeg haft engelske roser før, og er begejstret for deres sundhed og grokraft. Specielt er der mange af roserne der er ganske modstandsdygtige over for svampesygdomme som rust og meldug. de historiske roser har jeg også nogen erfaring med, og har et par favoritter der absolut skal være en del af bedet, som eksempelvis Rose de Rescht, eller Stanwell Perpetual. De historiske roser er ofte mere modtagelige overfor rust end de engelske, til gengæld gror de så kraftigt at det ikke rigtig gør noget.

Mit
rosenbed skal ikke være så "pænt" og ordentligt. Det må gerne være frodigt, lidt vildtvoksende, og gerne med en lille overraskelse i ærmet hist og pist. Så ikke noget stiligt velklippet med ensfarvede roser her.



Haven og havejorden

Vi bor på landet i Sønderjylland. Her er ganske smukt, med skove, marker og fjord i et rigtigt istidslandskab.

Men, istidsgletcherne var ikke så gavmilde da de trak sig tilbage fra vores lille del af landskabet, og valgte at efterlade en kæmpemæssigt sandkule i vores have.... blot få meter fra vores have har naboerne den dejligste, frugtbare havejord, men her er der blot 4-5 cm. muld, og derunder ca. 30 meter fint sand.... Ikke det bedste grundlag for roser, der jo gerne vil have noget at leve af, og i hvertfald ikke kan gro i rent sand. Og, hvad der jo nok er allervigtigst. Jorden her kan slet ikke holde på vandet, og der bliver meget hurtigt meget tørt om sommeren.

Jeg er flyttet hertil for kort tid siden, for at bo sammen med min kæreste. Han har boet her 5-6 år. Hans forhold til have er mest at det skal være nemt at gå til, og så elsker han sin havetraktor :-) Derfor er der for tiden en kæmpemæssig græsplæne, sådan et sted mellem 7og 8.000 m2. Der er plantet en del stadig meget unge frugttræer, der er en masse blomsterløg fra gammel tid, en del buskads, og et rosenbed rundt om flagstangen som vi anlagde for 4 år siden. Og så er der forresten et gigantisk georgine bed, som vi gravede ud sidste sommmer, men det er lige nu helt tomt. Og venter på det bliver maj igen. Hele herligheden er omkranset af store gamle træer, en del grantræer og en masse historie.

Jeg er til roser.... mange roser. Så nu skal der anlægges et rosenbed med duftende historiske roser. Men mere om det i næste blog om planlægningen af bedet.










Hvorfor denne blog?

Denne blog handler om min nye rosenhave.

Egentlig har jeg skabt den mest for min egen skyld, for jeg vil bruge den til at dokumentere alt jeg gør med mit nye rosenbed med historiske og engelske roser i min rosenhave.

Hvis nogen kan få noget ud af at læse om min have, og de erfaringer og fejl jeg gør mig, er i meget velkomne.

Men, først vil jeg skrive lidt om grundlaget for rosenbedet: Haven, og ikke mindst: havejorden