Thursday, February 15, 2007

Haven og havejorden

Vi bor på landet i Sønderjylland. Her er ganske smukt, med skove, marker og fjord i et rigtigt istidslandskab.

Men, istidsgletcherne var ikke så gavmilde da de trak sig tilbage fra vores lille del af landskabet, og valgte at efterlade en kæmpemæssigt sandkule i vores have.... blot få meter fra vores have har naboerne den dejligste, frugtbare havejord, men her er der blot 4-5 cm. muld, og derunder ca. 30 meter fint sand.... Ikke det bedste grundlag for roser, der jo gerne vil have noget at leve af, og i hvertfald ikke kan gro i rent sand. Og, hvad der jo nok er allervigtigst. Jorden her kan slet ikke holde på vandet, og der bliver meget hurtigt meget tørt om sommeren.

Jeg er flyttet hertil for kort tid siden, for at bo sammen med min kæreste. Han har boet her 5-6 år. Hans forhold til have er mest at det skal være nemt at gå til, og så elsker han sin havetraktor :-) Derfor er der for tiden en kæmpemæssig græsplæne, sådan et sted mellem 7og 8.000 m2. Der er plantet en del stadig meget unge frugttræer, der er en masse blomsterløg fra gammel tid, en del buskads, og et rosenbed rundt om flagstangen som vi anlagde for 4 år siden. Og så er der forresten et gigantisk georgine bed, som vi gravede ud sidste sommmer, men det er lige nu helt tomt. Og venter på det bliver maj igen. Hele herligheden er omkranset af store gamle træer, en del grantræer og en masse historie.

Jeg er til roser.... mange roser. Så nu skal der anlægges et rosenbed med duftende historiske roser. Men mere om det i næste blog om planlægningen af bedet.










No comments: